Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
23. november 2025

Peter Schaltz holder fast i førstepladsen

 

Opdateret søndag den 23. november: Peter Schaltz ligger stadig nummer et i 1. division til trods for et mindre nederlag i weekendens anden kamp mod Lone Bilde. Den første kamp mod Flemming Danielsen blev til gengæld vundet stort, og facit efter fem ud af 11 kampe er, at Schaltz - de forsvarende mestre - er nummer et med 72,76 kamppoint. De tre øvrige slutspilspladser indtages p.t. af Jesper Buus Thomsen, John Norris og Team Plink. Bedst i multiholdberegningen er fortsat Martin Schaltz og Dennis Bilde, der ikke spillede i denne weekend. Signe Buus Thomsen og Peter Jepsen er nummer to.

2. division toppes af Vibeke Lund foran Lars Møller Sørensen, men det jagende felt herefter er meget tæt på. Multikongerne i 2. division er indtil videre Ole Berg Kristensen og Søren Koch.

I 3. division vest er Torsten Rasmussen fortsat i poleposition, et pænt stykke foran forfølgerne. Og 3. division øst har Michael Beck i den gule førertrøje, men kun med få kamppont ned til de næste.

Alle resultater fra åben division er her.

Næste runde i divisionerne spilles den 17.-18. januar, hvor der igen er tre kampe på programmet.

- - -

Torsdag den 20. november: Har du lyst til at bruge en del af en iskold efterårsweekend på at dyrke topbridge? Så har du chancen lørdag og søndag, hvor vi sender fra 1. division. Der er tale om den såkaldt korte weekend, så der er kun to kampe på programmet, en lørdag og en søndag, mod de sædvanlige tre.

Lørdag kan du følge Peter Schaltz mod Flemming Danielsen. Schaltz er forsvarende danmarksmester og fører også landets bedste række efter første weekend, mens Danielsen ligger midt i feltet. Hele tre landsholdspar fra sommerens VM i Herning spiller på disse to hold. Schaltz stiller med Dorthe og Peter Schaltz fra seniorlandsholdet samt Dennis Bilde og Martin Schaltz fra Danmarks åben række-hold, der sluttede som nummer to ved VM. På Danielsens hold spiller holdkaptajnen sammen med Nadia Bekkouche, der var med på mixedlandsholdet ved VM.

Søndag er John Norris mod Kasper Konow på menuen. Begge hold har vundet DM inden for de senere år, og også her er der mulighed for at opleve VM-par i aktion. John Norris stiller op med Christian Lahrmann og Andreas Plejdrup, mens Kasper Konow har holdkaptajnen og Michael Askgaard i aktion. Begge par var også med til at vinde sølv ved VM i åben række.

Jan Nielsen og Amalie Bune sidder klar til at formidle alle meldinger og spil. Lørdag sender vi fra kl. 12.30 til 18.20, mens der søndag serveres elitebridge fra kl. 9.00 til 15.20. Du finder BBO her.

1. division er i denne weekend delt mellem Blaksets Bridgecenter i København og Vanggaardscentret i Aarhus, og det samme gælder 2. division. 3. division vest spiller i Herning, mens 3. division øst som sædvanlig sætter sig til bordene i Blaksets Bridgecenter. Ugler er naturligvis velkomne alle steder. Holdopstillinger og hele kampprogrammet er her.  

Resultater fra alle divisioner ligger her.