DBf's strategi for flere medlemmer
Både hovedbestyrelse og sekretariatet er optaget af at få vendt vores medlemsnedgang til en tilgang – og at flere får øjnene op for bridge, særligt turneringsbridge. Derfor blev der i 2023 igangsat et ambitiøst strategiarbejde, der er målrettet rekruttering af nye spillere og fastholdelse af vores eksisterende spillere/medlemmer. Arbejdet skal også sikre større opmærksomhed omkring bridge og anden tankesport hos regering, myndigheder mv.
HB har valgt at redefinere forbundets vision, som nu hedder:
DBf skaber forøget værdi for aktive, glade og ambitiøse spillere, der hele tiden udfordres og har det sjovt sammen.
Nogle år ude i fremtiden er det denne historie, vi fortæller:
- Vi er et stort fællesskab af glade, aktive medlemmer.
- Vi er mange flere.
- Vi spiller bridge i længere tid.
- Vi har skabt mere fokus på bridge og etableret fortællingen om, at bridge styrker fællesskab og holder hjernen frisk, især i den ældre befolkning.
Indsatsområder
For at kunne opfylde visionen er der især tre indsatsområder, vi ønsker at fokusere på:
Indsatsområde A: Rekruttere nye spillere
Inden for rekruttering er der bl.a. fokus på brug af de sociale medier i vores branding og formidling af bridge, både i klubberne og i forbundet. Endvidere skal vi bistå klubberne med at holde bridge-events på virksomheder, i personaleforeninger, i borgerforeninger mv.
Derudover arbejder vi med at se på samarbejde mellem klubber – vi skal benytte hinandens kompetencer, så vi opnår synergi. Vi skal udvikle undervisningsmateriale rettet imod voksne; baseret på de principper som Dansk Skolebridge anvender.
Indsatsområde B: Fastholde eksisterende spillere
Mange medlemmer stoppede under corona, og mange er ikke kommet tilbage. Vi har som klub, som distrikt og som forbund en forpligtelse til at gøre, hvad vi kan, for at bridge er så attraktiv som muligt i så lang tid som muligt. Vi skal som visionen siger være et forbund for aktive, glade og ambitiøse spillere, der hele tiden udfordres og har det sjovt sammen.
Fleksibilitet er her et nøgleord, så vi f.eks. kan imødekomme ønsker om ikke at spille hver uge ved at kunne tilbyde fleksible turneringer. Også her er den digitale bridge aktuel, og ved at udbyde turneringer på RealBridge kan vi måske være med til at fastholde folk i længere tid.
Indsatsområde C: Udbrede fortællingen hos politikere og andre interessenter om, at bridge modvirker ensomhed og senilitet, især i den ældre befolkning, og har plads til alle
Visuel oversigt over indsatsområderne