Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
22. juni 2022

Tre danske landshold skal til VM næste år

 

Du kan se resultater og stillinger fra EM her.

Dagbog fra den danske lejr er her.

Og du kan møde alle vores spillere her.

 

Opdateret onsdag den 22. juni kl. 21.00: Facit på EM i bridge blev, at Danmark fik tre ud af fire hold med til VM. Dame-, senior- og mixedlandsholdet placerede sig alle blandt de otte bedste i hver sin række og er dermed kvalificeret til VM i 2023. Og som kronen på værket lykkedes det seniorerne at erobre sølvmedaljer.

Mixedlandsholdets sidste kamp mod Polen resulterede i en sejr, men desværre var det ikke nok til at snige sig ind i medaljerækken. Mix'erne endte som nummer fire, men med masser af luft ned til niendepladsen.

Europamestre i åben række blev Holland, selv om Schweiz kom tæt på til sidst. Hollænderne fik dermed revanche for nederlaget i VM-finalen tidligere på året. Damerækken blev vundet af Polen foran Sverige, mens Polen også tog sig af seniorrækken med vores egne veteraner lige efter. Frankrig blev europamestre i mixedrækken med Rumænien som nummer to.

VM afholdes efter planen i Marrakech i Marokko fra den 18. august til den 2. september 2023.

Opdateret onsdag den 22. juni kl. 17.10: Det danske seniorlandshold har netop vundet sølvmedaljer ved EM på Madeira. Sølvvinderne er: Steen Schou (spillende kaptajn), Jørgen Hansen, H.C. Nielsen, Knud-Aage Boesgaard, Dennis Koch-Palmund og Klaus Adamsen. Et kæmpestort tillykke til alle herfra! Veteranerne er efterhånden ved at være medaljevante. Ved de to seneste VM'er er det blevet til henholdsvis guld og bronze. Alligevel er der ingen metaltræthed at spore. Medaljer bliver man vist aldrig for gammel til.

Samtidig har både dame- og mixedlandsholdet kvalificeret sig til VM, hvilket krævede en placering blandt de otte bedste. Damerne sluttede som nummer seks, men med god afstand ned til niendepladsen. Mixedlandsholdet mangler stadig en kamp, men ligger så godt, at kvalifikationen er sikker. Holdet i åben række klarede desværre ikke cuttet, men endte som nummer 11.

Opdateret onsdag den 22. juni kl. 14.00: Spændingen er helt i top ved EM, da alle fire danske hold vandt i onsdagens første kamp. Med én runde tilbage (to for mixed) er alle fire hold i spil til enten at vinde medaljer eller kvalificere sig til VM via mindst en ottendeplads. I åben række vandt Danmark en vigtig sejr på 45-17 over Ungarn. Dermed er der 13 point op til den afgørende ottendeplads. Kvalifikation kræver, at Danmark vinder stort over Irland, mens enten Belgien eller Israel skal styrtdykke. Følg med i den afgørende kamp mod Irland på BBO fra kl. 14.45.

Opdateret tirsdag den 21. juni kl. 20.10: Det går op og ned ved en turnering som EM. Mixedlandsholdet har længe kæmpet for at holde sig inde i top-otte. Men efter tre sejre på årets længste dag ser det pludselig fornuftigt ud for mix'erne - og holdet har endda en realistisk medaljechance. Mixedmandskabet ligger ganske vist kun nummer seks i det samlede regnskab, men afstanden op til bronzepladsen er kun lidt over tre kamppoint. Der var også vind i andre danske sejl tirsdag. Seniorerne indledte godt nok med et stort nederlag mod Sverige, men holdet slog tilbage med to fine gevinster og ligger nu nummer to. Der er 16 kamppoint op til de førende polakker, men håbet om guld er ikke helt slukket. Damerne er placeret relativt lunt som nummer fem - og nok så vigtigt med god afstand ned til den væmmelige niendeplads, som ikke udløser adgangsbillet til VM. Sidste kamp mod Sverige, som blev vist på BBO, lignede længe et dansk nederlag. Men i sidste spil vandt Lone Bilde 5 hjerter doblet, da svenskerne var uforsigtige nok til at doble. Åben række-holdet er oppe på tiendepladsen, men med 18 kamppoint op til nummer otte ser det svært ud. Vi opgiver dog ikke håbet, før den fede dame har galet. 

Opdateret mandag den 20. juni kl. 20.50: De danske seniorer er fortsat inde i medaljekampen efter tre sejre mandag. Polakkerne har imidlertid også fart på, så p.t. er der 18 kamppoint op til førstepladsen - men også 10 point ned til fjerdepladsen. Medaljer kan heller ikke udelukkes for damerne, som i øjeblikket har lagt sig til rette som nummer fire med 14 kamppoint op til bronzemedaljer. Mixedlandsholdet sluttede af med en fin sejr over Italien og er netop nu et kvart mulehår - 0,12 kamppoint - fra den kvalifikationsgivende ottendeplads. Til gengæld ser kvalifikation svær ud for holdet i åben række. Mandagen bød på to gode sejre over Italien og Tyskland, men desværre var dagen blevet indledt med et væmmeligt nederlag til Norge.

Opdateret søndag den 19. juni kl. 21.10: Søndag blev en god dag for de danske landshold med mange sejre. Ikke mindst fortsatte åben-række holdet de gode takter med to store sejre og et nederlag. Især gevinsten over Frankrig, der ligesom Danmark ligger og bobler i kvalifikationsoverfladen, var vigtig. Efter weekenden er åben række-holdet mindre end 12 kamppoint fra ottendepladsen - bestemt inden for rækkevidde. Seniorerne var også flot kørende med tre sejre. Holdet er nu på andenpladsen med fire kamppoint op til de førende polakker. Damerne indtager p.t. fjerdepladsen, mens mixedlandsholdet lige akkurat er uden for top-otte.

Opdateret lørdag den 18. juni kl. 22.50: Man skal aldrig sælge skindet, før den fede dame har sunget - eller hvordan det nu er. Lørdagen gav et lille håb om, at vores landshold i åben række måske kan sætte en slutspurt ind og komme med i kampen om de otte VM-kvalifikationsgivende pladser. Dagen bragte to fine sejre, så ... hvem ved. De tre øvrige landshold ligger stadig alle blandt de otte bedste. Ingen indtager topplaceringer, men i damerækken er der kun seks kamppoint op til førerhundene.

Opdateret lørdag den 18. juni kl. 02.30: Holdene i senior-, dame- og mixedrækken er fortsat godt med. Fredagen bød på blandede resultater, men facit er, at de tre hold ligger henholdsvis nummer fem, tre og fem. Alle tre hold befinder sig dermed på den rigtige side af kvalifikationsstregen til VM, hvor de otte bedste mandskaber i hver række kommer med. Derimod har holdet i åben række fortsat svært ved at få spillet til at swinge. Fredag blev det blandt andet kun til uafgjort mod upåagtede San Marino.

Opdateret torsdag den 16. juni kl. 20.50: Torsdag gik senior-, dame- og mixedrækken i gang, og resultaterne fra de tre rækker er opmuntrende for successultne danskere. Efter førstedagen ligger Danmark henholdsvis nummer et, otte og fem i de tre rækker. Ikke helt uventet leverede vores seniorer, som har vundet guld og bronze ved de to seneste VM'er, den bedste præstation. Efter tre sejre og 46 kamppoint fører de gamle drenge rækken foran Polen og Sverige. Til gengæld blev der tale om endnu en blød dag for holdet i åben række med et stort nederlag til Spanien og to næsten uafgjorte kampe.

Opdateret onsdag den 15. juni kl. 23.20: Onsdagen bød på to små nederlag for holdet i åben række. Men mange nationer ligger stadig tæt midt i feltet, og meget kan ske. Torsdag begynder de tre øvrige rækker spillet. Det bliver spændende at se, om Danmark kan få et eller flere hold med helt frem, hvor det sner.

Opdateret tirsdag den 14. juni kl. 23.00: Tirsdag blev en god dag for det danske hold i åben række. En storsejr, en kneben sejr og en uafgjort blev dagens facit. Dermed er Danmark stadig i høj grad med i spillet om de otte bedste pladser, som giver kvalifikation til VM.

Opdateret tirsdag den 14. juni kl. 00.50: Mandagens sene kamp gav en sejr over Bulgarien, om end en mindre en af slagsen. Det danske hold i åben række ligger stadig noget tilbage i feltet, men kan hurtigt rykke mange pladser frem. Mandagen bød også på et fantastisk modspil af Lars Blakset. Læs mere i dagbogen her.

Opdateret mandag den 13. juni kl. 17.20: Det danske hold i åben række præsterede endnu et vildt comback - det tredje på fire kampe. Efter 12 af 16 spil var holdet nede med 0-35 mod Holland. Men tre gode spil til slut gav 32 imp, så resultatet blev et respektabelt nederlag på 32-35 mod de hollandske medaljefavoritter. Dagens første kamp resulterede desværre også i et nederlag af den mere ubehagelige slags, 22-50 mod Rumænien, som ikke regnes blandt de stærkeste hold. Danmark ligger nu på en samlet 22.-plads ud af 30 hold, men forhåbenlig ligger der nogle imp og venter i den sene kamp mandag mod Bulgarien

Opdateret søndag den 12. juni kl. 21.20: I søndagens anden kamp mod Estland måtte de danske helte i åben række notere et mindre nederlag. Balterne vandt 41-35 svarende til 11,76-8,24 i kamppoint. Cifrene skjuler dog, at det kunne være gået en del værre. Efter 12 af 16 spil var Danmark nede med 26 imp, men en god slutspurt gav næsten uafgjort. Holdet i åben række har dermed allerede markeret sig som comeback-mestre med to gode slutspurter i dagens to kampe. Godt for moralen!

Samlet set ligger Danmark midt i feltet, men turneringen er kun lige begyndt.

- - -

EM er begyndt fint for Danmark. Åben række spiller som den eneste fra første dag, og de rød-hvide vandt åbningskampen mod Sverige. Danmark var ellers nede med 0-16 efter syv spil, men så blev kortene taget i den anden hånd. De følgende ni spil blev vundet 25-7, så resultatet blev en lille sejr på 25-23 svarende til 10,61-9,39 i kamppoint.

Den 19-årige debutant Christian Lahrmann gjorde det fint og spillede en vigtig rolle i at vende kampen. Hvad ville du melde efter 2 ruder (multi) fra makker med denne hånd: EKB63 KBT 63 D83, alle i zonen? Lahrman valgte 4 hjerter (makker skal passe med hjerter og ellers korrigere til spar). Meldingen er muligvis ikke standard i lærebøgerne, men virkede her. Modstanderne lod sig provokere på femtrækket, og det eventyr kostede 800 for tre beter. Oven i købet kunne 4 hjerter ikke vinde, da der var fire minortabere. 14 imp til Danmark, da Kasper Konow vandt 4 klør ved det andet bord.