03. marts 2024
John Norris gav resten af 1. division baghjul
Opdateret søndag den 3. marts kl. 20.20: 1. division blev vundet med en af de største margener i nyere tid. John Norris sluttede som nummer et med 174,54 kamppoint - 43 foran nummer to, Kasper Konow. Disse to hold går til slutspillet, hvor de får følgeskab af Jesper Buus Thomsen og Peter Schaltz. Resultaterne betyder, at vi skal have en ny danmarksmester, da de forsvarende mestre, Team PharmaService, kun blev nummer fem og missede slutspillet.
Multiholden i 1. division blev toppet af to par fra John Norris' hold: Daniel Tylvad og Andreas Marquardsen samt John Norris og Mathias Bruun. Jacob Røn og Freddi Brøndum blev nummer tre.
Der var også hård kamp om at undgå nedrykning. Fire hold sluttede inden for fire kamppoint, men Peter Teisen trak det korteste strå og må ned i 2. division. Knud Harries, der sluttede sidst uden point på grund af en sag om en spiller, der ikke var medlem af DBf, rykker også ned.
Nye hold i 1. division bliver Lars Møller Sørensen og Svend Brassøe. Bedst i multiholden i 2. division var Emil Buus Thomsen og Jens Kofoed. Disse hold må gå den tunge gang ned i 3. division: Torsten Ertbjerg, Erik Wied og Team Dancon.
Op fra 3. division vest kommer Benny Marquart, mens Preben Schmidt bliver forfremmet fra 3. division øst. Den sidste plads i 2. division skal findes i en oprykningskamp mellem Aabenraa Bridge Center og Carsten Raasteen.
Du kan se alle resultater fra åben division her.
Slutspillet samt oprykningskampen til 2. divison spilles i weekenden den 13.-14. april.
- - -
28. februar: I den kommende weekend skal det afgøres, hvilke fire hold som løser billet til slutspillet i 1. division - og dermed får chancen for at vinde den fornemste titel i dansk bridge, DM for hold, og Prins Henriks Trofæ.
På forhånd ser John Norris ud til at være sikre på en plads blandt final four. Norris fører og har mere end 40 kamppoint ned til femtepladsen. Kasper Konow ligger også godt til på en andenplads med 103,81 point, mens Team Vepidan er nummer tre med 91,05. Men på fjerde-, femte- og sjettepladsen ligger tre hold stort set side om side - Team PharmaService, Peter Schaltz og Jesper Buus Thomsen. Også hold længere nede i stillingen kan nå at komme med i det forjættede slutspilsland med en god slutspurt i weekendens tre kampe.
Du kan følge med på første parket hele weekenden via BBO. Vi sender fra lørdag kl. 12.30, hvor Peter Schaltz - Team PharmaService står på menuen. Programmet for de følgende kampe bliver lagt efter, hvilke opgør der ser mest spændende ud i kampen om slutspilspladserne. Transmissionen fortsætter frem til søndag kl. 18.20, hvor vi ved, hvem der skal spille med om DM.
På samme tidspunkt kender vi også op- og nedrykkerne i de øvrige divisioner. I 2. division ligger Lars Møller Sørensen og Niels Henriksen p.t. til forfremmelse til landets bedste række. Men stillingen i toppen er tæt, og mange hold kan nå at blande sig. Også i de to 3. divisioner bliver der uden tvivl spænding om både op- og nedrykning. Du kan se den aktuelle stilling i alle divisioner her.
Den sidste divisionsweekend spilles i Aarhus og København. 3. division vest udkæmper deres slag i Vanggaardscentret i Aarhus, mens 1. division, 2. division og 3. division øst mødes i Blaksets Bridgecenter i København. Ugler er naturligvis velkomne begge steder. Du kan se hele programmet her.


