Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
04. marts 2026

Kom med på turneringslederkursus i blok 2

 

Har du lyst til at dømme på højere niveau? Så er dette turneringslederkursus noget for dig. Alle er velkomne på kurset - både dig, der ”bare” vil vide mere, og dig, der kunne tænke dig at dømme på distrikts- og kredsniveau. 

Det er en stor fordel, hvis du på forhånd har et nogenlunde fornuftigt greb om håndteringen af de hyppigste uregelmæssigheder på klubniveau såsom: strafkort, kulørsvigt, udspil uden for tur, ændring af melding, utilstrækkeligt bud og melding uden for tur. Disse ting berøres dog også under dette kursus.

Kurset giver dig en indføring i, hvordan du behandler tilkald vedrørende emner som ubeføjede oplysninger, viste kort i meldeforløbet, samtidige meldinger af to spillere, tilsvarende melding, manglende systemaftaler og den blindes rettigheder.

Størstedelen af kurset vil bestå af praktiske øvelser, hvor du bliver tilkaldt til bordet og skal løse et problem, som spillerne har været skyld i. Dette er den bedste måde at lære tingene på i en metier, hvor du aldrig på forhånd ved, hvorfor spillerne kalder på dig. Nogle emner gennemgås eksplicit ”ved tavlen”, i det omfang tiden tillader det. 

Bemærk, at dette er ikke en repetition af indholdet i blok 1, som sigter på at blive klubturneringsleder. En stor del af kurset vil omhandle emner/situationer, som enten ikke er med i blok 1-kurserne, eller ikke dækkes så grundigt der. Emnevalget retter sig efter, at deltagerne også skal kunne dømme i turneringer over klubniveau. Kurset vil dog stadig styrke dig som klubturneringsleder.

Underviserne på kurset er Torsten Ørhøj og Jørn Plet. 

 

Praktisk info og tilmelding

Kurset er et weekendkursus, der afholdes den 29.-30. august 2026, begge dage fra kl. 10.00 - 17.00. Der vil være kaffe/rundstykker fra kl. 09.30

Kurset afholdes i Bridgehuset i Odense, Bogensevej 27, 5270 Odense N.

Kurset koster 600 kr. pr. person. Forplejning er inkluderet, men transport og eventuel overnatning skal du selv sørge for. 

Du tilmelder dig kurset her. 

Tilmeldingsfristen er søndag den 16. august.

Bemærk, at der skal mindst være otte deltagere for at kurset gennemføres. Vi har i alt plads til maks. 16 deltagere efter først-til-mølle-princippet.

 

Kontakt 

Hvis du vil vide mere eller er i tvivl om, hvorvidt kurset er noget for dig, så tag kontakt til Jørn Plet, tlf. 2334 6981, mail: plet@c.dk

Du kan også tage et kig på strukturen i turneringslederuddannelsen her.