Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst
20. november 2022

Kasper Konow topper bedste række

 

Opdateret søndag den 20. november kl. 20.30: 1. division har en ny førerhund efter afslutningen af anden divisionsweekend. Efter to solide sejre og et lille nederlag har Kasper Konow lagt sig i spidsen. En anden af forhåndsfavoritterne, Team PharmaService, ligger nummer to, mens Knud Harries, som førte efter første weekend, holder fast i tredjepladsen. Sidste års danmarksmestre, John Norris, kom væk fra sidstepladsen. Holdet er nu nummer ni, men har stadig et stykke vej op til slutspilspladserne.

I 2. divison er Karsten Vinther fortsat nummer et ligesom efter første weekend. Lone Bilde ligger p.t. på den anden oprykningsplads, mens Peter Teisen ikke er langt efter som nummer tre. Disse tre hold har skilt sig lidt ud.

Jens Astrup har i øjeblikket pole position i 3. division øst. Nummer to er Povl Sommer, mens Preben Smidt ligger nummer tre. Afstanden imellem de førende er dog ikke stor. I 3. division vest er ét hold til gengæld gået i udbrud. Det er Øjvind Hulgaard, som har 17 kamppoint ned til nummer to. Herefter er det tæt, men i øjeblikket ligger Marie Henriksen og Team Virksomhedsbørsen på de næste pladser.

Du kan se alle resultater fra åben division her.

Åben division er nu halvvejs igennem årets sæson. Næste gang, spillerne sætter sig til bordene, er den 14.-15. januar 2023.

- - -

I den kommende weekend er der fuldt program i åben division, og du kan følge med både lørdag og søndag på BBO. Vi sender tre kampe fra 1. division efter dette program:

1. kamp: Steen Schou - Knud Harries

2. kamp: John Norris - Team Vepidan

3. kamp: Team PharmaService - Steen Schou

I første kamp skal vi se de mangedobbelte danmarksmestre Steen Schou mod Knud Harries, som lidt overraskende fører 1. division efter åbningsweekenden. I anden kamp får vi opklaret, om John Norris kan få gang i hjulene. Norris er regerende danmarksmestre, men er kommet skidt fra start og ligger sidst efter første weekend. Tredje kamp bliver nok heller ikke kedelig. Team PharmaService og Steen Schou er begge slutspilshold fra sidste sæson og har et væld af internationale medaljevindere i holdopstillingerne. Blandt andet var Steen Schou - Jørgen Hansen og H.C. Nielsen - Knud-Aage Boesgaard fra Schous hold med til at vinde sølv i seniorrækken ved EM i juni i år.

BBO-transmissionen begynder lørdag kl. 12.30 og fortsætter helt til kl. 22.20. Søndag er der topbridge til morgenkaffen fra kl. 9 og indtil kl. 18.20. Nikolaj Hammelev og Tom Nørgaard sidder klar ved tasterne, mens Jan Nielsen og Morten Bilde er tekniske koordinatorer. Du finder BBO her.  

Åben division spiller i denne weekend i Aarhus, København og Odense. Ugler er naturligvis velkomne alle steder. Du kan se holdopstillinger, tidspunkter og adresser her.  

Alle resultater fra åben division kan følges her.