08. oktober 2023
John Norris er i spidsen for 1. division
Opdateret søndag den 8. oktober kl. 21.50: Nummer et og to i 1. division efter to runder mødtes i weekendens tredje og sidste runde. Her vandt John Norris en storsejr over Jesper Buus Thomsen, og resultatet sendte Norris op på en klar førsteplads i vores fornemste række. Efter den første weekend af fire fører John Norris foran Kasper Konow, Team Vepidan og Jesper Buus Thomsen.
Førerholdet spillede hele første weekend med kun to par: Daniel Tylvad - Andreas Marquarsen og Mathias Bruun - John Norris. Begge par er nydannede til denne sæson, så konstruktionerne ser ud til at være en succes. John Norris vandt DM for to år siden. Dengang lå holdet nummer sidst efter første weekend - så hvad kan det ikke blive til denne gang?
I multiholdberegningen over de enkelte pars præstationer i 1. division ligger de to Norris-par på tredje- og fjerdepladsen. Multiholden føres af Søren og Henrik Caspersen foran Ib Bank og Ulrik Zeeberg.
I 2. division er Lars Møller Sørensen gået i soloudbrud. Møller Sørensen scorede 20, 18 og 20 i weekendens tre kampe, kun to kamppoint fra maksimum. Afstanden mellem nummer et og nummer to, Lars Møller Sørensen og Marlene Henneberg, er større end afstanden mellem nummer to og nummer 12! Nummer tre i 2. division er Karsten Vinther.
3. division øst føres an af Mads Refshauge med Michael Beck og Preben Schmidt på de næste pladser. I 3. division vest er Benny Marquart nummer et efterfulgt af Thomas Mathiasen og Aabenraa Bridge Center.
Du kan se alle resultater fra åben division her.
Næste runde i divisionsturneringen spilles den 18.-19. november.
- - -
Opdateret søndag den 8. oktober kl. 13.30: Jesper Buus Thomsen har taget spids i 1. division efter to kampe. Buus Thomsen har vundet to solide sejre over Lone Bilde og Steen Schou og fører foran John Norris, mesteren fra 2022, som dog ikke er langt efter. På de næste pladser ligger Peter Schaltz og Kasper Konow, mens de forsvarende mestre, Team PharmaService, ikke har fået den bedste start.
I 2. division er Lars Møller Sørensen, der er nedrykker fra 1. division, kommet flyvende ud af startblokkene med en maksimums- og en næsten-maksimumssejr - 38 kamppoint efter to kampe.
Se alle resultater fra åben division her.
- - -
I den kommende weekend begynder slaget om danmarksmesterskabet for hold. når årets divisionsturnering går i gang. Samtidig skal en række hold have afklaret, om der er substans i de søde drømme om oprykning - eller måske realitet i frygten for nedrykning.
Du kan følge med i begivenhederne i 1. division fra første fløjt på BBO: Kan de forsvarende mester fra Team PharmaService sikre sig endnu et år på toppen? Vil Steen Schou - med to nykårede verdensmestre om bord - komme igen efter sidste sæsons skuffende niendeplads? Og formår oprykkeren Lone Bilde, der har taget elevatoren mellem 1. og 2. division adskillige gange, at holde sig i den bedste række i denne omgang?
BBO-transmissionen begynder lørdag kl. 12.30. Vi lægger ud med en lækkerbisken i form opgøret mellem Team PharmaService og John Norris - de to seneste sæsoners danmarksmestre. Holdkaptajn Norris spiller med en ny makker, Mathias Bruun. Parret har allerede markeret sig ved at vinde Superligaen i DM for åbent par for nylig. På Norris' hold spiller også brødrene Lars og Knut Blakset, som i denne sæson genoptager deres gamle makkerskab. Team PharmaService har som altid et par Bilde'r på holdkortet, Morten og Søren, men dog ikke Dennis, som i år spiller sammen med Martin Schaltz på Peter Schaltz' hold.
I kamp to kan du følge duellen mellem Jesper Buus Thomsen og Steen Schou. Jesper Buus Thomsen rykkede op sidste år, men klarede sig fint og var kun få kamppoint fra at nå slutspillet. Steen Schou og Jørgen Hansen vendte for nylig hjem fra VM i Marokko med guld fra seniorrækken og vil forsøge at transformere international succes til national ditto.
I weekendens sidste kamp sender vi fra mødet mellem Lone Bilde og Nils Mønsted. Lone Bilde er oprykker, mens Nils Mønsted akkurat undgik nedrykning i sidste sæson. Kampen kan give et godt fingerpeg om sæsonens udvikling for begge hold.
Vi sender på BBO lørdag fra kl. 12.30 - 22.20 og igen søndag fra kl. 9.00 - 18.20. Jan Nielsen og Claus Lund samt formentlig Phillip Hammelev sidder klar til at taste sig igennem de 120 spil. Du finder BBO her.
Der spilles i weekenden i København, Aarhus og Herning. Ugler er naturligvis velkomne alle steder. Du kan se holdopstillinger, tidspunkter og adresser her.
Du kan følge alle resultater fra åben division her.
Team PharmaService vandt DM i foråret. Nu begynder titelforsvaret. (Foto: Jan Nielsen)



