10. november 2024
Peter Schaltz fører 1. division
Opdateret søndag den 10. november: To solide sejre i weekenden var nok til at løfte Peter Schaltz fra en syvende- til en førsteplads i 1. division. Lørdag blev Flemming Danielsen besejret 15,64-4,36, og søndag var der næsten maksimumpoint mod Lone Bilde, 19,10-0,90. Det er imidlertid tæt i toppen af 1. division. Team PharmaService er mindre end et kamppoint efter som nummer to, og der er heller ikke langt ned til de to næste - John Norris og Flemming Danielsen.
I 2. division er stillingen uændret i toppen: Niels Henriksen fører foran Klaus Adamsen. Øjvind Hulgaard er dog nyt hold på tredjepladsen. I 3. division vest har Michael Soetmann den gule førertrøje, mens 3. division øst føres an af Michael Beck.
Du kan se resultater fra alle tre divisioner her.
Åben division er nu næsten halvvejs. Næste divisionsweekend spilles i weekenden den 11.-12. januar.
- - -
Torsdag den 7. oktober: I den kommende weekend er der igen mulighed for at nyde topspillernes genialiteter - og til tider fejltagelser - på BBO. Vi sender som sædvanlig fra 1. division både lørdag og søndag. Der er dog tale om den såkaldt korte weekend, så der er kun to kampe på programmet, en lørdag og en søndag, mod de sædvanlige tre.
Lørdag kan du følge Peter Schaltz mod Flemming Danielsen. Danielsen fik en forrygende start i første weekend og fører 1. division - endda med luft ned til andenpladsen. Peter Schaltz lagde mere beskedent ud og er p.t. nummer syv. Men de mangedobbelte danmarksmestre på Schaltz-holdet vil uden tvivl gå efter at få gang i scoringen. Søndag venter en lækkerbisken: Kasper Konow mod John Norris. Konow er også mangedobbelte danmarksmestre, senest fra 2020, mens Norris vandt DM i 2022. Konow ligger næstsidst efter første weekend, mens Norris er på andenpladsen.
Jan Nielsen og Amalie Bune sidder klar til at formidle alle meldinger og spil. Vi begynder transmissionen lørdag kl. 12.30 og fortsætter frem til kl. 18.20 Søndag er der bridge på skærmen fra kl. 9.00 - 18.20. Du finder BBO her.
Der spilles naturligvis også i de øvrige divisioner. Både 1. og 2. division er i denne weekend delt mellem Aarhus og København. 3. division vest spiller i Aarhus og Odense, mens 3. division øst som altid er i København. Ugler er velkomne alle steder. Du kan se alle holdopstillinger og hele kampprogrammet her.


