03. oktober 2025
Schaltz og Bilde var på vinderholdet i WBT
Se resultater fra World Bridge Tour her
Opdateret fredag den 3. oktober kl. 19.30: De Botton vandt World Bridge Tour Masters i København. Vinderholdet bestod af Martin Schaltz og Dennis Bilde samt tre nordmænd, Thor Erik Hoftaniska, Thomas Charlsen og Nicolai Heiberg-Evanstad, og to englændere, Artur Malinowski og Janet De Botton.
De Botton var ret overbevisende i både semifinalen og finalen fredag. Først blev Iceland 1 besejret 87-40, og i finalen gik det ud over Ferm, som blev lagt ned 98-58.
Ferm havde i semifinalen besejret et andet danskerhold Apres- Bridge Champs. Apres- tog revanche ved at vinde bronzekampen over Iceland 1 med 79-35. Dermed gik tredjepladsen til blandt andre Dorthe og Peter Schaltz samt Lars og Knut Blakset.
Monraden for de hold, som ikke kvalificerede sig til slutkampene, blev vundet af engelsk-amerikanske Nettleton. I butleren her blev Christian Lahrmann nummer et sammen med sin portugisiske makker Antonio Palma.
Du kan se alle resultater fra WBT her.
- - -
Opdateret torsdag den 2. oktober kl. 24: Vi har mulighed for at få en finale med dansk på begge sider ved World Bridge Tour Masters i København. To danskerhold kvalificerede sig nemlig til semifinalerne efter alle mod alle-runden, der blev afsluttet torsdag - oven i købet som nummer et og to.
De Botton, som har Martin Schaltz og Dennis Bilde med, vandt med 250 kamppoint for 21 kampe. Nummer to blev Apres- Bridge Champs med to gange Blakset, Lars og Knut, samt to gange Schaltz, Dorthe og Peter, med 242 kamppoint. Som vinder af den indledende runde skal De Botton i henhold til formatet møde nummer fire, Iceland 1, med seks spillere fra Nordatlanten. Apres- Bridge Champs skal op mod nummer tre, Ferm, med spillere fra Schweiz, Italien og USA.
Der var også dansk i toppen af butleren. Butlerberegningen over de enkelte spilleres/pars præstationer blev vundet af Knut Blakset, der dog kun har spillet 30 spil, med 2,1. På andenpladsen finder vi Lars Blakset med 1,25.
Semifinalerne begynder kl. 10 og spilles over 2 x 12 spil. Finalen fløjtes op kl. 14.10. Du kan naturligvis følge slutkampene på BBO.
- - -
Opdateret torsdag den 2. oktober kl. 10: Apres- Bridge Champs holder spidsen i World Bridge Tour Masters. Efter onsdagen er der spillet 16 af 21 runder, og danskerholdet ligger fortsat nummer et.
Der er dog tæt kamp i toppen, og mange hold kan nå med blandt de fire bedste, som kvalificerer sig til semifinalerne. Det gælder blandt andet De Botton med Dennis Bilde og Martin Schaltz på holdkortet. Alle mod alle-runden færdigspilles torsdag, mens semifinaler og finale afvikles fredag. Du kan følge med i turneringen på BBO.
- - -
Opdateret tirsdag den 30. september: Holdet Apres- Bridge Champs er på førstepladsen halvvejs igennem World Bridge Tour Masters, der spilles i øjeblikket i København. Efter 10 ud af 21 kampe i alle mod alle-runden fører Apres- Bridge Champs, der består af Dorthe og Peter Schaltz, Lars og Knut Blakset samt Sabine Auken og Roy Welland. Holdet er formelt internationalt, selv om alle spillerne har dansk pas eller nær tilknytning til Danmark.
Heldanske PharmaService ligger også godt placeret som nummer seks med fine chancer for at slutte blandt de fire første, som går videre til semifinalerne. Lige efter som nummer syv finder vi Vicuna med blandt andre danske Christian Lahrmann om bord. Kampen er imidlertid hård, og mange hold kan nå frem i toppen.
Alle mod alle-runden afsluttes onsdag og torsdag, mens slutkampene spilles fredag. Du kan følge med i begivenhederne hele vejen på BBO.
- - -
Torsdag den 25. september: En pæn del af verdenseliten kommer til byen, når World Bridge Tour Masters Copenhagen afvikles fra mandag den 29. september til fredag den 3. oktober.
Et lille udpluk af navnene fra den bridgemæssige stjernehimmel: Michal Klukowski (Polen) - af mange regnet for verdens bedste spiller i øjeblikket (selv om vi med klaphatten på måske vil pege på Dennis Bilde). Bas Drijver (Holland) - har blandt andet vundet Bermuda Bowl tre gange, én for Holland og to for Schweiz. Drijver har i øvrigt også vundet det åbne VM for mixed hold flere gange sammen med vores egen Christina Lund Madsen. Boye Brogeland (Norge) - foruden mange topresultater også kendt som "bridge-sheriffen", der næsten egenhændigt ryddede op i snyd ved store mesterskaber. Adalstein Jörgensen (Island) - legende, som var med til at vinde den første Bermuda Bowl til et nordisk land i 1991. Leo Rombaut (Frankrig) - ungt supertalent, som spiller fast på det franske landshold sammen med sin far, Jerome Rombaut.
Danmark er også fint repræsenteret ved WBT Masters. Team PharmaService er klar til kamp i en lidt anden opstilling, end vi kender fra den danske 1. division. Morten Bilde, Emil Jepsen og H.C. Graversen har suppleret sig med Andreas Plejdrup, Kasper Konow og Michael Askgaard. De tre sidstnævnte var med til at vinde sølv for Danmark ved Bermuda Bowl for nylig. Dorthe og Peter Schaltz stiller op sammen med Lars og Knut Blakset samt Sabine Auken og Roy Welland på det næsten danske hold Apres - Bridge Champs. Der er også danskere på flere andre mandskaber, ligesom vi har et rødt/hvidt juniorhold til start under ledelse af Clara Brun Pedersen. I alt 22 hold, maksimum for turneringen, er klar til kamp. Du kan se hele startlisten her.
De 22 hold mødes alle mod alle i kampe a 10 spil. Festlighederne indledes mandag den 29. september kl. 15.30, og der spilles fire kampe den første dag. Herefter spilles der seks kampe tirsdag og onsdag fra kl. 10 til 19.20 og fem kampe torsdag fra kl. 10 til 17.55. De fire bedste hold går videre til semifinalerne, der ligesom finalen spilles fredag. Vinderholdet sikrer sig en saftig førstepræmie på 10.000 euro (cirka 75.000 danske kroner). Du kan læse alt om turneringen her.
Turneringen afvikles på NH Collections Hotel i København, og ugler er velkomne. Samtidig er der naturligvis transmission på BBO, formentlig fra to kampe i hver runde. Du finder BBO her.
Det er ved at blive en tradition med topbridge i København i efteråret. Du kan læse om sidste års turnering her.


